PÅ VEJ TIL ØSTRIG 10. 10. 2014

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten – ikke på grund af støj fra gaden. Faktisk var jeg meget overrasket over, hvor lidt trafik, der var på den store indfaldsvej til byens centrum på den tid af natten. Men den seng var ikke lige mig. Madrassen var alt, alt for blød. Jeg vågnede flere gange i løbet af natten, og da klokken var lidt over 6, opgav jeg at sove videre. Blev liggende lidt og stod så op lidt i kl. 7. For da ville jeg jo alligevel blive vækket af receptionen, troede jeg. Jeg havde bestilt vækning, inden jeg gik til ro. Men der blev ikke ringet. Nå pyt med det, tænkte jeg, receptionisten sover nok. Men nu er jeg oppe, så hvad med at gå i bad og blive barberet? Der var godt nok meget lidt plads mellem brusekabinen og væggen ved siden af håndvasken. Hylden under spejlet rakte et godt stykke ud over håndvasken, så det var svært at komme til, når der skulle varmt vand i ansigtet før barberingen. Men det lykkedes. Til gengæld var der godt med varmt vand i brusekabinen.

Da jeg kom ned i receptionen, spurgte jeg, manden, der sad i receptionen, om han havde glemt at vække mig? Der stod intet om en vækning på hans liste til kl. 07:00, svarede han. Ja så kan det jo ikke være hans fejl. Men jeg påpegede endnu en gang, at deres ure – både i spisesal og reception, stadig var 10 minutter bagud. Det er ikke vores problem, svarede han. Vore gæster har vel selv et ur? OK, her traf jeg min beslutning. Der vil jeg med garanti aldrig overnatte igen. Morgenmad var som helhed OK, men de burde finde en bedre bager – eller måske bare sørge for frisk morgenbrød hver dag? Alt i alt var hotellet til maksimum et 3 tal på en 5 skala. Måske endda kun 2,5.

Kufferten blev pakket færdig – og så afsted til stationen i god tid. Jeg havde jo en 0,2 Nagel Rum og en 1,5 liter. Cola med, som jeg kunne nyde undervejs. Derudover kunne jeg jo evt. give en rom til en evt. sidemand i toget. Jeg havde jo købt 2 glas dagen før. Det er jo altid hyggeligere at skåle, end at drikke alene.

Kl 10:01 Afgang med ICE 787til Münchenvia Hannover, Kassel, Fulda, Würzburg, Nürnberg og Ingolstadt.

Jeg indtog min reserverede plads i toget: ICE 787, vogn 2 plads 33. Toget var så godt som fyldt. Lige som i Danmark, så var der passagerer, der følte, at det var for dårligt, at de skulle flytte sig, når der kom nogen med en pladsbillet til lige netop den plads, de havde sat sig på – uden at de selv havde en pladsbillet. Men ud over det, så fik havde jeg desværre fået en plads ved siden af en meget venlig kvinde, som beskrevet under den 09. 10.  Altså ikke, at jeg skulle sidde ved siden af hende, for vi havde en god tur og snak sammen undervejs. Men suk, jeg havde desværre fået en gangplads – og endnu værre, vi sad, hvor der kun var 1/3 del vindue, så der var ikke meget, vi kunne se af landskabet, vi kørte igennem, før vi havde passeret det. Men vi snakkede godt sammen, og hun fortalte mig en del, som jeg skrev i ”rapporten” fra dagen før.

Men ak og ve, jeg tog fejl med hensyn til Rom og Cola. Min kuffert havde jeg lagt i bagagehylden 2 sæder længere fremme, da der var fyldt over min plads. Endnu være var det, at jeg ikke kunne få hånden ned i kufferten oppe i bagagehylden. Jeg havde pakket det ned i kufferten, da der ikke var plads i skuldertaske, hvor jeg havde min PC. Det var umuligt, så der blev ingen Rom og Cola på vej til München. Det grinte min medpassager lidt af, da jeg fortalte hende det.

En ting, der undrede mig meget undervejs, var togets stillezone. Jeg sad i vogn 2 plads nr. 33 – gangplads. På glasdøren – inde i toget ved indgangen til vognen, stod der ”RUHEABTEIL” – altså stillezone. Der var også placeret symbol med ”Vær-stille-finger” og en streg over mobilen” ved de 4 første sæder i begge sider. I den modsatte ende af vogn 2, var der også symboler med ”vær stille og ingen mobil”! Men hold da op, hvor der blev snakket. Der blev også snakket på de pladser, hvor skiltene var placeret. Ja, der blev faktisk snakket overalt i vogn 2. Selv 2 børn, der rejste med deres mor løb frem og tilbage og hyggede sig - også mens der blev billetteret. De sad på endda på pladserne lige unde symbolerne. Det med RUHEBEREICH gælde åbenbart ikke i Tyskland?
Jeg spurgte min sidemand om det. Hun undrede sig også og svarede: ”Det er typisk her hos Deutsche Bahn”! Intet fungerer”!

Efter ca. 2 timers kørsel begyndte landskabet at ændre form. Først nogle tunneller og siden hen noget, der mindede lidt om bjerge. Jo toget kørte i den rigtige retning.

Undervejs var der, ligesom i Danmark, sporarbejde. Så vi måtte holde og ventede i ca. 10 minutter i Ingolstadt – sidste stop inden München. Nu blev jeg lidt bekymret. Ville der mon være mere sporarbejde, og ville vi blive yderligere forsinket, så kunne det jo være, at jeg fik svært ved at nå forbindelsen videre til Salzburg. På et tidspunkt, kunne jeg se, at toget kørte med en hastighed på 191 KM/T. Det beroligede mig. Vi ankom endda da til München 3 minutter før planlagt ankomst. Godt kørt. Så er var ingen problemer med at nå forbindelsen. Men hold da op, sikke mange spor der er på München Hauptbahnhof. Toget ankom i spor 19 og jeg skulle med toget fra spor 12. Der er mange spor på den banegård. Måske mere end 20?

Jeg fandt perronen, hvor jeg skulle med EC 219 til Salzburg. Faktisk kører toget helt til Graz, men jeg ville også have et gensyn med Salzburg.

Nu havde jeg både plads til og mulighed for at få min længe ventede Rom & Cola, så jeg fik lige snuppet mig et par sjusser inden jeg var fremme i Salzburg – til tiden, som de ville have sagt i DSB S-togs højttalere! Gaaaab…

Vel ankommet til Salzburg tog jeg en TAXA ud til Hotel GUTER HIRTE. Ganske viste så det - efter kortet at dømme, ikke ud til, at der var særligt langt, men det var nu rart at slippe for at slæbe den tunge kuffert hele vejen derud. Prisen? Ja, den var kun 5, - EURO, d v s mindre end 40, - KR. Prøv lige at sætte dig ind i en TAXA i Danmark, så skal du allerede af med over 40, - KR alene i startgebyr

I øvrigt så jeg en TAXA med en nummerplade, jeg bare måtte fotografere. Og det fik jeg gjort lidt senere på dagen. S = Salzburg og DK = Danmark. Nej, det betød det helt sikkert ikke, men chaufføren kunne ikke lade være med at grine, da jeg forklarede ham, hvordan jeg kunne tolke de forkortelser. Han fortalte mig, at det var hans bror, der ejede bilen, og broderen i øvrigt havde 2 mere: S DK 2 og S DK 3. Jeg nåede også at se S DK 3 om lørdagen.

Udefra så HOTEL GUTER HIRTE ikke ud af noget særligt, udover at det så velholdt ud. Det ligger i et roligt boligområde. Stille og rolige omgivelser. Jeg blev noget overrasket over det, da jeg kom indenfor. Det var på en eller anden måde nydeligt og overraskende hyggeligt og havde et meget venligt og imødekommende personale. Tror det er mere eller mindre en familie, der har hotellet. Men i al fald følte jeg mig velkommen. Værelset? Ja, det kan der ikke klages over. Selv toilettet og brusekabinen var dejlig stor. Ikke den sædvanlige lille trekantskabine, men en rimelige stor kabine. Ja et forelsket par ville snildt kunne have været under bruseren samtidigt. Det eneste aber-dabei var, at der burde have været en lampe på bordet, når man sad og skrev. Det var jo et skrivebord. Men ellers rigtig godt værelse.

Jeg valgte at få strakt benene lidt, så jeg gik en lille tur, efter jeg var blevet indkvarteret. I hotellets reception havde de et ganske udmærket kort over en del af byen, Det tog jeg med og gik derpå ned til banegården og så lidt rundt for lige, at få et overblik over, hvor jeg var henne. Det var faktisk også på tide at få lidt mad. Jeg havde intet spist siden ”Frühstück” på hotellet i HAMBURG. Jeg fandt et sted lige over for banegården, hvor der så ganske stille og roligt ud, med borde stole udenfor, og dørene åbnet ud til gaden. Temperaturen var nemlig stadig høj – ca. 20 grader.

Hvad var vel mere passende, end at få sig en Wienerschnitzel og en øl. De havde ingen mørk øl, så jeg bestilte en øl, jeg har smagt før for mange år siden, da jeg var på en lille skiferie i Østrig – Stiegl. Jeg spurgte servitricen, om hun vidste, hvad Stiegl stod for? Det anede hun ikke. Jeg gav hende den forklaring, som jeg fik den gang for mange år siden: ”Salzburg Trinkt Immer Ein Ganzen Liter”! (Salzburg drikker altid en hel liter). Den havde hun godt nok aldrig hørt før. Så sagde jeg, at det undrede mig, at man ikke kunne købe øllen i 1 liters flasker. Det bragte hendes smil frem. Jeg bestilte ½ liter mere, om spurgte, om hun nu opfattede mig som en Salzburger. Det gjorde hun og sagde, at jeg da så sandelig skulle være velkommen en anden gang. Hun spurgte, hvor jeg kom fra, og jeg svarede hende, at jeg er fra Danmark. Det havde hun ikke lige regnet med.

Efter nok en lille slentretur, var det på tide at komme tilbage til hotellet, få skrevet lidt mere og få afprøvet madrassen. Jeg sov godt til kl.06:30 næste morgen. Madrassen i sengen var helt i orden.